Pay it Forward


Lidt mere til Neonetal afdelingen




De her små tubesokker er idag havnet hos Camilla der er en af ide-damerne bag en gruppe der strikker til for tidligt fødte børn. Sokkerne er strikket efter en opskrift man får når man melder sig ind i facebook gruppen Strik til børn på neo.... De er dejlige nemme at strikke, en god måde at få brugt sine bomulds rester på, og et nemt lille arbejde at have med i tasken. Jeg har strikket str. bitte og der er ca 10 gram garn i et par (plus lidt til at hæfte med.)
Vil du også være med? Så meld dig ind i gruppen via linket ovenfor. Er du ikke på facebook så send mig en mail, så kan jeg hjælpe dig videre.

Happy Knitting
Søster Æblekind


*****

Gi´r du en sprutte?

"Gir du en sprutte" er et tiltag fra Connie Hedam Frank og Mia Clemént. Jeg har intet med ideen bag eller udarbejdelse af opskrift at gøre, men min hæklenål støtter op om deres projekt.
Alle henvendelser vedr projektet skal rettes til SPRUTTE@LIVE.DK og ikke til mig. 

GI’R DU EN SPRUTTE?




- så kan du gøre en kæmpe indsats for at få en for tidligt født baby til at føle sig mere tryg. Det har nemlig vist sig, at fangarmene på sprutterne minder barnet om tiden i livmoderen, hvor barnet lå og holdt fast i navlestrengen. 

Alle sprutterne bliver foræret til familier med for tidligt fødte børn på

neonatal afdeling H5 på OUH – første gang den 15. april 2013.

HVIS DU HAR NOGEN SPØRGSMÅL ELLER GODE IDÉER,
KAN DU SENDE EN MAIL TIL SPRUTTE@LIVE.DK


PÅ FORHÅND TUSIND TAK FOR DIN HJÆLP!!!

Hækle Hilsener

Connie og Mia


Hæklet sprutte til H5:

MATERIALER:

Hæklenål str 3 - 3,5
Bomuldsgarn – ved cotton 8/8 hækles med enkelt tråd og ved cotton 8/4 med dobbelt
Fyld – f.eks. indmaden fra en monteringspude. Skal kunne tåle at blive vasket.
Nål

FORKORTELSER:
M - maske
Fm – fastmaske
Lm – luftmaske
Sm – sammen
Km – kædemaske
Hstm – halv stangmaske
Stm - stangmaske

Tip:

Fangarmene kan godt drille lidt. Det er vigtigt at luftmaskekæden ikke bliver hæklet for stramt, for så vil fangarmen ikke krølle ordentligt. Prøv dig lidt frem – og lad være med at gå videre til næste fangarm før du er helt tilfreds, så du ikke ender med at skulle pille alt for meget op.

KROP:

6 fm i en magisk ring
2. 2 fm i alle m = 12 m
3. 2 fm i hver 2. m = 18 m
4. 2 fm i hver 3. m = 24 m
5. 2 fm i hver 4. m = 30 m
6. 2 fm i hver 5. m = 36 m
7. Ingen udtagninger =36 m
8. Ingen udtagninger =36 m
9. Ingen udtagninger = 36 m
10. Ingen udtagninger =36 m
11. Lav to indtagninger i løbet af omgangen ved at hækle 2 m sm. = 34 m
12. Lav to indtagninger i løbet af omgangen ved at hækle 2 m sm = 32 m
13. Ingen indtagninger = 32 m
14. Lav to indtagninger i løbet af omgangen ved at hækle 2 m sm = 30 m
15. Lav to indtagninger i løbet af omgangen ved at hækle 2 m sm = 28 m
16. Ingen indtagninger = 28 m
17. Lav to indtagninger i løbet af omgangen ved at hækle 2 m sm = 26 m
18. Ingen indtagninger = 26 m
19. Lav to indtagninger i løbet af omgangen ved at hækle 2 m sm = 24 m
20. Ingen indtagninger = 24 m
21. Lav to indtagninger i løbet af omgangen ved at hækle 2 m sm = 22 m
22. Ingen indtagninger = 22 m
23. Lav to indtagninger i løbet af omgangen ved at hækle 2 m sm = 20 m
24. Ingen indtagninger = 20 m
25. Ingen indtagninger = 20 m
26. Her starter fangarmene: *1 fm, 50 lm, vend og lav 2 fm i hver lm, afslut med en fm*. Gentag *-* 10 gange. Afslut med en km i sidste m. og træk snoren igennem.
NB! Af sikkerhedsgrunde må fangarmene max. være 22 cm lange, når de er udstrakte. Mål længden på luftmaskesnoren inden du vender og hækler retur – hvis den måler mere end 22 cm, skal du nøjes med færre luftmasker.


BUND:

Laves i samme farve som fangarmene.
1. 5 fm i en magisk ring
2. 2 fm i alle m = 10 m
3. 2 fm i hver 2. m = 15 m
4. 2 fm i hver 3. m = 20 m. Afslut med en km og træk snoren igennem. Hæft.


ØJNE:
Hækles i enkelt tråd hvid. Der laves to stk.
1. 4 fm i en magisk ring
2. 2 fm i alle m = 8 m
3. 2 fm i hver 2. m = 12 m. Afslut med en km og træk snoren igennem. Hæft.
I midten af øjnene sys pupiller med sort tråd. Jeg har brugt sort broderigarn.
MONTERING:

Fyld kroppen med det ønskede fyld, og sy herefter bunden på.
Monter øjnene på sprutten, og sy en mund med de sting, du foretrækker. Jeg har brugt kædesting.

FORSLAG TIL EVT. PYNT:


LILLA BLOMST/STJERNE:

1. 6 lm, der samles til en ring med en km i første lm

2. 1 lm, 10 fm i ringen, saml med en km i første fm

3. 1 lm, 1 fm i samme m *3 lm, spring 1 m over, 1 fm i næste m* Gentages fra * til * fire gange. I sidste gentagelse hækles dog en km i stedet for en fm. Der er nu fem løkker.

4. Start med en km om første løkke. Om løkken hækles *1 fm, 1 hstm, 1 stm, 1 hstm, 1 fm* Herefter 1 fm i næste fm. Gentag fra * til * i hver løkke. Dog afsluttes med en km efter sidste løkke. Træk snoren igennem og hæft.

GRØN BLOMST MED FEM KRONBLADE:

Knopper:
Slå om, stik nålen omkring løkken, slå om og træk garnet igennem til samme længde som de tre lm. Dette gentages fire gange mere (i alt fem gange). Slå om og træk garnet igennem alle løkker på nålen.

1.6 lm, der samles til en ring med en km i første lm

2. 1 lm, 10 fm i ringen, saml med en km i første fm

3. 1 lm, 1 fm i samme m *3 lm, spring 1 m over, 1 fm i næste m* Gentages fra * til * fire gange. I sidste gentagelse hækles dog en km i stedet for en fm. Der er nu fem løkker.

4. *3 lm, 1 knop i løkken, 3 lm, 1 fm i næste m* Gentag fra * til * i hver løkke. Dog afsluttes med en km efter sidste løkke. Træk snoren igennem og hæft.

HAT:

1. 5 fm i en magisk ring
2. 2 fm i alle masker = 10 m
3. 2 fm i hver anden maske = 15 m
4. fm
5. fm
6. fm
7. 2 fm i alle masker = 30 m. Afslut med en km i første m og bryd garnet.

Put en lille smule fyld i toppen af hatten og sy den på blækspruttens hoved. Træk en dobbelt tråd bomuldssnor i kontrastfarve igennem hatten, lige før den yderste omgang, og bind en sløjfe. For at sikre at sløjfen ikke går op, fastgøres den med et par omgange sytråd på begge sider af midterknuden.  

Den færdige sprutte puttes i en cellofan- eller frysepose, så de mange fangarme ikke bliver filtret sammen med andre sprutter. Dette gør det nemmere for personalet på H5 at have dem liggende, og familierne ved at det er en helt ny sprutte, de får udleveret.

Cellofanposer kan f.eks. købes i Søstrene Grene (str. 10,5 x 24,5 cm) til en pris på kr. 9,96 for 20 stk.
  

HVIS DU HAR NOGEN SPØRGSMÅL ELLER GODE IDÉER,
KAN DU SENDE EN MAIL TIL SPRUTTE@LIVE.DK


PÅ FORHÅND TUSIND TAK FOR DIN HJÆLP.

Connie og Mia


******

Lidt til de små stikkende venner.

Jeg husker at vi som barn havde pindsvin i haven. Jeg var helt vild første gang jeg så en af dem blive forskrækket og rulle sig sammen som en stikkende kugle. Det er søde og dejlige dyr, så da en dame der har en pindsvine station, spurgte om jeg og andre ville strikke tæpper til de små pus, kunne jeg kun sige ja. Det skulle være uld så det varmer de små pindsvin bedst. Jeg brugte resterne fra garnkurven og fik disse to små tæpper afsted på 25x25 cm.


Jeg håber de kan lune de små poder der kommer til verden og har brug for kærlighed og omsorg. Du kan læse mere om de små stikkende have venner her: Pindsvin.dk

God lørdag derude.

Mette

Pay it forward

Når jeg sidder og kigger på de mange andre blog sider der findes, ser jeg at der er mange der på den ene eller anden måde koordinere og donere krea-ting til andre der har brug for det.
Jeg synes det er fantastisk at der er mennesker der vil lægge så stort et stykke arbejde i at hjælpe andre, og jeg vil gerne deltage i det omfang jeg kan.
Sidste år blev det 15x15 og børnene på ouh jeg støttede, og i år har jeg lavet de første 5 par små tube strømper til: strik til børn på neonetal afdelingerne

Det begynder at gå op for mig, at det godt kan brede sig lidt her på bloggen med alle de gode sager der findes derude.
Derfor har jeg ændret navnet på denne side, så den kun omhandler alle de formål jeg støtter, og opfordre hermed alle jer derude til at gøre det samme;
Pay it forward.

Hilsen Mette
 



Varme 15x15

Så er det færdigt. Tæppet til varme 15x15.
Og ja, jeg skriver Tæppet, for det blev et helt tæppe der kom ud af Pia's og mine rester og stædighed.
Tæppet er nu - sammen med et par ekstra rækker og løse firkanter-  sendt mod hovedstaden og jeg håber det vil varme en hjemløs, med ønsket om en glædelig jul fra Pia, Heidi og jeg.

Jeg ved at det er planen at varme 15x15 vil fortsætte i en eller anden form, så nåede du det ikke, kan du stadig være med. Følg med her: Varme 15x15

Tæppet er hæklet i strømpegarn, så det er både varmt og stærkt. 


Gaver til OUH

Lige om lidt skal jeg ud og afleverer kassen med gaver til de indlagte børn på OUH, men i kan liiige nå at se de sidste lækkerier der kommer i kassen.

Mine dejlige nabo børn har hver lavet en bamse til de indlagte børn på OUH. De har tegnet figuren, klippet ud, valgt stof og med lidt hjælp fra Fru Pfaff og jeg til sammensyningen, var de klar til at komme fyld og klokke i, finde knapper til øjne og tegne mund.
Jeg synes de er så kære deres bamser, og er helt sikker på at "Blomst" og "Gule" finder et godt hjem.

"Blomst" og "Gule"


Min "hækle-novice" Connie har hæklet sit første dyr til det gode formål, og jeg er imponeret; den er blevet så fin hendes første slange. Se selv:
Novicens første hæklede dyr. 

Jeg selv har her på falderebet nået at hæklet lidt legemad, to spejlæg og tre stykkker bacon bliver også serveret for de indlagte børn.


Kreatis donation

Som bekendt har min krea-tid de sidste mange dage været doneret til og til at lave julegaver til indlagte børn på Odense Univeritets Hospital, og til Facebook gruppen "Varme 15x15" der strikker/hækler tæpper til hjemløse.

Her kan du se hvad der er blevet produceret af mig selv om nogle af mine skønne veninder der også har doneret deres krea-tid til de to gode formål.

Jeg har syet "varm luft" - en Varmepude formet som en sky. Indeni er der hele hvedekerner, så efter halvandet minut i micro ovnen er den dejlig varm.

Min Varme Pude Sky

Jeg har allerede vist jer den tyrkis traktor som jeg har hæklet. 
Nu har den fået en ven, en John Deer, også hæklet.
John Deer ala Søster Æblekind


Jeg fik også kreeret et Ipad Itui i Filt - jeg har holdt det enkelt, men synes den skæve lukning giver en fin detalje.
Ipad Itui i filt

Min veninde Heidi har hygget med sin symaskine og kreeret de sødeste Giraffer, som jeg personligt synes er alt for skønne. Med deres godt 40 cm er de lige til at kramme:



Hun fik også tid til at sy denne søde Ugle Barnevogns kæde:

Og i lørdags hæklede hun denne fin farverige Vimpel, der går både til drenge og piger:


Heidi har været ekstra flittig hjemme ved symaskinen efter vores krea-lørdag. Måske blev hun inspireret? Det er blevet til disse flotte gaver til børnene på ouh.
Sanse "poser" i forskelligt stof med linser indeni, og en sanse bold med klokke i

Tapre hæklede Tinsoldater

Endnu en sød Ugle Barnevogns kæde, og en super sød kramme Elefant hoppede af symaskinen.



Pia har været flittig med hæklenålen, og lavet denne søde sutte-kluds Kat. Mon ikke der er et par nuldre fingre klar til den?

Det er også Pia der har hæklet dette sjove Kryds og Bolle spil, som jeg tror vil hitte hos de lidt større børn:



Lørdagen brugte Pia på at hækle denne søde lilla Bamse med smæk-kjole:
Der blev også hæklet firkanter til varme 15x15, og vi har næsten lavet et helt tæppe i fællesskab - tre rækker mere, og det skal vi nå. Vi har hæklet i strømpegarn, så det er både varmt og slidstærkt.  
Det er kun hæklet sammen på den ene led, og manglet et par rækker, men pt ser det sådan her ud:



Og se lige hvad min kære nabo kom med; tre smukke sæt øreringe i små Hema perler. Det skal nok hitte hos tøserne på ouh.

Sorte stjerner i ring og karry-gyle snefnug på ørestikker.

Neon Pink og grønne stjerner i øreringe

Lilla stjerner i ring og søde hjerter i neon pink og sort på ørestikker








1 kommentar:

  1. Det blev dælme til mange fine ting. Jeg håber de skabte glæde :-)
    Knus Connie

    SvarSlet